Interview med Susanne Possing om ‘Kvindernes land’

I 2005 flyttede du til Uganda for at arbejde i et lokalt netværk. Nu har du skrevet en bog baseret på dine oplevelser. Hvad inspirerede dig til at skrive den?

I Uganda fik jeg adgang til mennesker, de færreste har mulighed for at møde. Jeg boede i et land, hvor tåregas og tanks i gaderne er hverdag. Hvor forskellen mellem rig og fattig er enorm og kun bliver større. Hvor flertallet af kvinderne holdes ude fra magt og indflydelse, samtidig med at de i deres lokalsamfund udviser stor omsorgsfuldhed og menneskelig myndighed.

Som hvid, uddannet kvinde inkarnerer jeg med min blotte tilstedeværelse den globale ulighed. Jeg bærer kolonihistorien og den økonomiske overlegenhed fra de sidste mere end hundrede års kapitalisme med i hvert eneste møde. Det må man forholde sig til.

I Uganda har jeg ikke familie med som andre udlændinge. Derfor kan jeg være sammen med ugandere, også i min fritid. Skrive og tænke over det, jeg møder. Med den skingre tone over for flygtninge, som er markant i DK, følte jeg mig forpligtet til at skrive bogen. Hvor gode er vi til at lytte til mennesker, der kommer fra lande, vi ikke kender og tit heller ikke har megen lyst til at lære at kende? Omvendt: Hvad sker der, hvis vi gør? Hvad stiller vi op med de mange dilemmaer, der er indbygget i de ulige relationer, vi har til hinanden? Det undersøger jeg i bogen i fortællingens og samtalens form.

Den danske kvinde møder i bogen kvinder, børn og mænd i byens slum, i et landsbysamfund og i en lejr for internt fordrevne. Hvad handler de historier om?

I slummen kæmper mor Rose mod fattigdom og en voldelig mand, og den hvide Auntie bliver en del af både problemet og løsningen. I landkommunen står hun med kvinder og mænd i en årelang kamp mod korruption og magtmisbrug om en skole. I lejren møder hun en familie og en gruppe kvinder, der er gået sammen om planer for tiden efter borger­krigen. Overalt er fattigdom, diskrimination, drab og seksuel vold dagligdag. Alligevel bliver kvinderne ved med at påtage sig ansvaret – ikke bare for sig selv og familien, men for alle i lokalsamfundet. Hvordan kan det lade sig gøre?

Hvorfor har du valgt at give bogen titlen ’Kvindernes land’?

Uden kvinderne kunne Uganda som land ikke hænge sammen. Præsidenten har siddet i 38 år uden at det har hjulpet stort; der findes uddannede kvinder og kvinder i toppen, men det er mænd, der dominerer økonomi og politik. Kvinderne i bogen er ikke bare ofre (som det ofte fremstilles), ikke bare marginaliserede og undertrykte. Det er dem, der står for økonomien, tager det tunge slæb med at skaffe det nødvendige til børn, mænd, ældre og syge. Og dem, der påtager sig omsorgen og det sociale ansvar. Hvorfor er det så ikke de værdier, der bestemmer i landet som sådan?

Hvorfor er de ugandiske kvinders erfaringer relevante for os at læse om i Danmark? Hvad kan vi bruge viden om deres liv og erfaringer til?

Jeg ved, det er op ad bakke, men hvis vi gerne vil en mere lige, retfærdig og fredelig verden, er der ingen vej udenom at tage udgangspunkt i de erfaringer, de her kvinder gør sig. Vi, mindretallet i det globale Nord, gør brug af ressourcer, som trækker ulighed, klimakrise og flygtninge i sit kølvand. Vi har et ansvar, der forpligter. Mødet med bogens kvinder giver os en chance for at gentænke vores livsform og villighed til at lytte og sætte os i den fremmede Andens sted. At vise solidaritet med de kvinder er også en måde at sikre vores egen fremtid.

Du har boet og arbejdet i store dele af Mellemamerika og Afrika, men i Uganda oplevede du en særlig følelse af ’splittet samhørighed’. Hvad er det ved Uganda, der ramte dig – og som er grunden til, at du bliver ved med at vende tilbage?

Bor du i Uganda i længere tid, er det nemt at føle sig hjemme – på trods af alle forskelle. Som lidt ældre kvinde knytter jeg mig til andre kvinder og deres børn, lidt som ugandiske ’tanter’ gør i den ’udvidede familie’, som ellers er under afvikling. Landsbyaktivisternes kamp for en skole følger jeg, fordi det giver mening: Den afrikanske idé om ubuntu, som også vinder indpas i afrikanske feministers klimakamp, kan oversættes til: ”Jeg eksisterer, kun fordi du findes.” Eller: ”Vi har brug for andre mennesker for at blive menneske”. Den fællesskabsfølelse ser jeg udfoldet i meget af det, kvinderne i bogen gør.

Hvad har mødet med befolkningen og din tid i Uganda særligt lært dig?

Min ydmyghed over for de vilkår, flertallet af verdens befolkninger lever med, er bestyrket. Og at demokrati og menneskerettigheder aldrig kan tages for givet. At ligestilling, som vi kender den i Vesten, langtfra formår at sikre den frigørelse og bredere sociale omsorg, som kvinderne og nogle af mændene i min bog tilstræber. Endelig at græsrodsinitiativer, som mennesker af begge køn tager for at ændre på deres dagligliv, er afgørende for enhver form for udvikling.

Hvad håber du, at læseren tager med sig efter at have læst bogen?

Et større udsyn: Afrika er andet end hungersnød, flygtninge, krig, fattigdom, diktatoriske regimer og klimakatastrofer. At læseren lærer noget nyt, og indser, at vores eget liv står og falder med, hvordan vi forholder os til kontinentet og dets borgere. At han/hun sidder tilbage med en eftertanke. Er vores måde at indrette os på den rette? Med kriser alle vegne: En truende klimakrise; splittelsen mellem hjem og arbejde, der avler stress hos både kvinder og mænd; piger, der mistrives; drenge, der fristes af arkaiske mandebilleder, nedskæringer på integration, skoler, sundhed og ældrepleje.