Forfattere ved Café Monde
Alexander Weinstein
Alexander Weinstein er forfatter til novellesamlingen Children of the New World (2016) (dansk oversættelse: Efter Yang: Fortællinger), som blev valgt som New York Times Notable Book of the Year og årets bedste bog af National Public Radio, Google og Electric Literature. Den første novelle i samlingen danner forlæg for Kogonadas filmatisering After Yang. Alexander Weinstein er stifter og leder af The Martha’s Vineyard Institute of Creative Writing og professor i Creative Writing. Hans anden novellesamling hedder Universal Love. Han er en dansk-amerikaner født og opvokset i USA.
Christine Wunnicke
Christine Wunnicke er født 1966, bosat i München og forfatter til en lang række prisbelønnede fortællinger. Romanen "Damen med den bemalede hånd" sikrede hende årets Wilhelm Raabe-Literaturpreis og en shortlisting til Deutscher Buchpreis. Wunnicke er en af de bedst bevarede hemmeligheder i tysk samtidslitteratur, til trods for at hun har været i branchen i over tyve år, skrevet en stribe anmelderroste romaner og fortællinger samt et utal af hørespil.
Erik Fosnes Hansen
Erik Fosnes Hansen blev født 1965 i New York, voksede op i Oslo og anses i dag for at være en af Norges største forfattere. Det var en litterær sensation da den bare 20-årige debutant med internationalt format i 1985 udgav Falketårnet. Fosnes Hansens udgivelser vækker opsigt verden over, hans bøger er oversat til 36 sprog, også de øvrige romaner foreligger på dansk: Salme ved rejsens afslutning (opr. 1990), Beretninger om beskyttelse (1998), Løvekvinden (2006), Et hummerliv (2016). For sine bøger har han modtaget en række priser, deriblandt i Norge Riksmålprisen, Cappelenprisen, P2-lytternes romanpris og Willy Brandt-prisen.
Eugen Ruge
Eugen Ruge er født 1954 i Soswa i Uralbjergene i det vestlige Rusland, og han begyndte sin forfatterkarriere med at skrive skuespil og radiospil. For romanen "I tider med aftagende lys" modtog han Deutscher Buchpreis. Hans families historie er præget af sovjettiden, og det er også et dyk ned i den kommunistiske bedstemor Charlottes kadrearkiver der har inspireret Ruge til at skrive "Metropol", hans nyeste roman (2019, da. 2021).
Jim Heynen
Den prisbelønnede amerikanske forfatter Jim Heynen voksede op på en farm i det nordvestlige Iowa og er i dag mest kendt for sine fortællinger om drengeliv langt fra storbyer. Skolestuen, oversat af Janus Kodal, er 100 korte historier der hæver sig ud af tiden. – Herhjemme gav allerede Poul Borum bogen disse ord med på vejen: ”Jim Heynens noveller er universelle, deres humor er som i Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. The One-Room-Schoolhouse burde oversættes, mange læsere fortjener den.” Og nu findes den så inden længe på dansk. For sin store litteratur med enkle midler, både hans poesi og hans kortprosa, er Heynen i USA honorereret med National Endowment for the Arts.
Mads Bunch
Mads Bunch vandt for nylig førsteprisen for bedste kortfilmmanuskript ved Golden Short Film Festival. Han er grundlægger af CPH: School of Creative Writing. Dreng er hans litterære debut.
Sigrid Nunez
Sigrid Nunez, f. 1951 i New York City, er en prisbelønnet amerikansk forfatter. Hun er medlem af American Academy of Arts and Letters, har udgivet otte romaner, bidraget til flere antologier og står desuden bag Sempre Susan, memoirer om Susan Sontag. Ud over sit forfatterskab har hun skrevet for bl.a. The New York Times, The New York Review of Books, Harper’s og The Wall Street Journal.
For romanen En ven vandt Nunez National Book Award. Hendes bøger er oversat til 30 sprog.
Trine Andersen
Trine Andersen, f. 1969, debuterede med novellesamlingen Hotel Malheureux i 1995, som hun modtog BogForums Debutantpris for. Siden har hun udgivet bøger i alle genrer; romaner, digtsamlinger og noveller. For sit forfatterskab er hun belønnet med flere præmieringer fra Statens Kunstfond
og med Danske Autorers Hæderspris. Hun har rejst over hele verden, blandt andet i Afghanistan og i flere lande i Afrika. – "Fire fortællinger om kærlighed" er udkommet 11. januar 2022.
Vibeke Vasbo
Forfatteren Vibeke Vasbo (f. 1944) er en af kvindekampens superaktivister, hun har været virksom deltager i studenteroprøret, medstifter af rødstrømperne i Danmark, blandt initiativtagerne til den første kvindelejr på Femø, er tidligere sygehjælper, kranfører, lærer og meget andet. – Vasbos kvindepolitiske erindringer "Denne gang går vi hele vejen" er udkommet 8. marts 2022.
Walt Whitman
Walt Whitman, 1819-1892, omtales bl.a. som ”Amerikas verdenspoet” (Poetry Foundation) og er især kendt for sit værk Leaves of Grass som han udgav i 1855 og udviklede i nye versioner gennem resten af sit liv – inkl. Sang om mig selv, digterens mest indflydelsesrige tekst.